Da jeg bodde i Danmark, pleide jeg å si at jeg bodde i Danmarks litterære sentrum. Det var mest ment som en morsomhet. Halvøya Salling på sørsiden av Limfjorden, i det nordvestre Jylland, kan ikke akkurat kalles et sentrum for noe som helst, det måtte i så fall være for fiskehermetikk (Glyngøre). Men Jeppe Aakjærs (han med havren) dikterbolig Jenle lå bare noen kilometer borte, det samme med Sandemoses fødeby Nykøbing Mors (modellen for Jante), og det var ikke mange milene hverken til Jens August Schades fødeby Skive (Schade som dagens navn finner du her) eller J.C. Jacobsens Thisted, til Blichers heder, eller til Hans Kirks og Knuth Beckers karrige fiskermiljøer helt vestpå. Og litt nordøst for Salling lå Farsø, Johannes V. Jensens fødested, som jeg ofte kjørte gjennom på vei til og fra Frederikshavn.
Jeg har ikke forutsetninger for å vurdere Jensen litterært, men med sin Nobelpris i 1944 rager han selvfølgelig meget høyt på det danske parnass. Jensen var sønn av en dyrlege, studerte selv medisin en stund før litteraturen overtok, og var svært interessert i teknikk. «Jeg priser meg lykkelig over å leve i teknikkens tidsalder,» sa han i 1913. Maskinen var fremskrittets synlige symbol. Men det skal sies at han også så farene, i romanen Dr. Renaults Fristelse (1935) heter Mefistofeles Herr Asbest!
Og i novellen ”De nåede Færgen” skildrer han et ungt par på motorsykkel som skal rekke en ferge, de fryder seg over det tekniske vidunderet som får dem til å fare gjennom landskapet, og det går fort, veldig fort. De rekker fergen, men ikke den fergen de hadde tenkt. Det er Karons sorte ferge de havner på, den som frakter menneskene over elven Styx, til dødsriket Hades. Et mesterlig litterært bilde på trafikkdøden. Teknikkens nemesis.
Romanen Kongens Fald (1902) (les mer om den her) er vel det av Jensens verker som er mest kjent i Norge. Den foregår på Christian 2.s tid, altså på begynnelsen av 1500-tallet. Norsk utgave 1938, oversatt av Sigurd Hoel. Den ble i 1999 valgt til århundrets danske roman og er opptatt i den danske kulturkanon. Også mytene hans er praktfulle. Jensen bekjente seg til én livslang kjærlighet og ga et inderlig litterært uttrykk for dette i Norne-Gæst:
Som groende Urt
udfolder et Ur-Under
funkler du af Forstand,
hvorfra fik du den, Kvinde?
En Afgrund af Godhed
gemmer dit Hjerte!
Alverdens bundne Varme
viler i dig, Veninde.
Det skal her bekendes
at aldri saa jeg en Kvinde
uden at Blodet stødte
begærende mig i Brystet.
Dog Livet var ikke langt nok,
selv med Natten lagt til,
til at jeg kom til Ende
blot med en Enestes Elskov.
Fangen blev jeg for evigt
i dine fagre Arme,
saa yndigt var dit Væsen,
saa varig din Vakkerhed.
Af Norne-Gæsts Kvad
Jeg har ikke forutsetninger for å vurdere Jensen litterært, men med sin Nobelpris i 1944 rager han selvfølgelig meget høyt på det danske parnass. Jensen var sønn av en dyrlege, studerte selv medisin en stund før litteraturen overtok, og var svært interessert i teknikk. «Jeg priser meg lykkelig over å leve i teknikkens tidsalder,» sa han i 1913. Maskinen var fremskrittets synlige symbol. Men det skal sies at han også så farene, i romanen Dr. Renaults Fristelse (1935) heter Mefistofeles Herr Asbest!
Og i novellen ”De nåede Færgen” skildrer han et ungt par på motorsykkel som skal rekke en ferge, de fryder seg over det tekniske vidunderet som får dem til å fare gjennom landskapet, og det går fort, veldig fort. De rekker fergen, men ikke den fergen de hadde tenkt. Det er Karons sorte ferge de havner på, den som frakter menneskene over elven Styx, til dødsriket Hades. Et mesterlig litterært bilde på trafikkdøden. Teknikkens nemesis.
Romanen Kongens Fald (1902) (les mer om den her) er vel det av Jensens verker som er mest kjent i Norge. Den foregår på Christian 2.s tid, altså på begynnelsen av 1500-tallet. Norsk utgave 1938, oversatt av Sigurd Hoel. Den ble i 1999 valgt til århundrets danske roman og er opptatt i den danske kulturkanon. Også mytene hans er praktfulle. Jensen bekjente seg til én livslang kjærlighet og ga et inderlig litterært uttrykk for dette i Norne-Gæst:
Som groende Urt
udfolder et Ur-Under
funkler du af Forstand,
hvorfra fik du den, Kvinde?
En Afgrund af Godhed
gemmer dit Hjerte!
Alverdens bundne Varme
viler i dig, Veninde.
Det skal her bekendes
at aldri saa jeg en Kvinde
uden at Blodet stødte
begærende mig i Brystet.
Dog Livet var ikke langt nok,
selv med Natten lagt til,
til at jeg kom til Ende
blot med en Enestes Elskov.
Fangen blev jeg for evigt
i dine fagre Arme,
saa yndigt var dit Væsen,
saa varig din Vakkerhed.
Af Norne-Gæsts Kvad
Fra Norne-Gæst (1919)
Og i Kongens Fald har han dette deilige bildet av sitt kjære hjemland, et bilde som så absolutt gir gjenklang i meg, som kjenner dagenes og årstidenes veksling i det landskapet han selv var runnen av.
Og i Kongens Fald har han dette deilige bildet av sitt kjære hjemland, et bilde som så absolutt gir gjenklang i meg, som kjenner dagenes og årstidenes veksling i det landskapet han selv var runnen av.
«Det er i al Evighed sandt, at Danmark ligger mellem de to blaa Have, grønt om Sommeren, rustent om Høsten og hvidt under Vinterhimlen. De danskeStrande viser sig vidunderligt vinkende, Agrene derinde runder sig fortroligt, de klædes med Korn og fælder Kornet igjen. Solen staar i Vifter over Bakkerne ved Limfjorden, hvor Vestenvinden blæser hjemligt; Dagens Veksel i Danmark er altid forskellig og altid den samme. De smaa Fjorde og bifjorde gentager Danmark hundrede Gange, Øresund er som en Port ind til det endelige Land. Her rinder Aaerne ud mod Havet, Skovene gror i Havets Nærhed, du ser en Maage, du øjner en sættende Hare i Heden, Sol og Sorgfrihed, det er Danmark.»
Fra Kongens Fald (1902)
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar