Da jeg møtte Justine, var jeg nesten en lykkelig mann

Lawrence Durrell-beholdningen i min bokhylle. Justine omsider på plass, men uten smussomslag. Overskriften til dette innlegget er et sitat fra boken.

Den vakre kvinnen jeg har vært på jakt etter, jfr. innlegget nedenfor, var altså Justine, nærmere bestemt første bind i Lawrence Durrells Alexandriakvartetten (Justine, Balthazar, Mountolive, Clea).

Jeg har lenge hatt de tre siste bindene i norsk førsteutgave, men har manglet Justine (verket er kommet i en tobinds bokklubbutgave også, men den er helt uinteressant for meg). Dette ene bindet har vært umulig å oppdrive antikvarisk. I forrige uke så jeg et pent sett med hele kvartetten i Norlis antikvariat, men det kostet en tusenlapp, og det er jo ergerlige penger når man har tre av de fire bøkene fra før.

Sist lørdag fant jeg omsider Justine alene hos Halfdans bokhus i Drangedal - Norges formodentlig største antikvariat. Det må oppsøkes fysisk, de er ikke på nett og sender ikke per post. Til gjengjeld kan man gjøre virkelige funn, og det til priser som kan glede enhver lommebok. Det er nesten så man føler at man er på loppemarked, bortsett fra at hos Halfdan hersker det en orden og et system som mangt et dyrere antikvariat kunne ta eksempel av (mangt et dyrere antikvariat handler forresten hos Halfdan).

Nå vel, der fant jeg altså Justine omsider. Eneste skår i gleden var at smussomslaget manglet. Dermed leter jeg videre, selv om kvartetten i en viss forstand er komplett. Men altså ikke helt komplett på grunn av det manglende smussomslaget på første bind. Sånn er det å være samler ... Alexandriakvartetten har alltid fascinert meg. Merkelig nok har jeg aldri lest den sammenhengende fra begynnelse til slutt, bare stykkevis og delt. Jeg vet ikke helt hvordan jeg skal beskrive dette verket eller hva jeg skal sammenligne det med. Det eneste verket jeg har lest, som på noen måte har minnet om Alexandriakvartetten, er Péter Nádas’ Parallelle historier, enda så ulike de to verkene er.

Når jeg kikker litt i det jeg har av litteraturhistorie, får jeg på den ene siden inntrykk av at Durrell regnes som en litterær lettvekter, samtidig som det tydeligvis også var dem som mente at han fortjente Nobelprisen. Det store danske trebindsverket Fremmede digtere i det 20. århundre (Gads forlag 1968), har for eksempel ikke en egen artikkel om ham, men vier ham litt plass i samlekapittelet «Efterkrigstidens engelske roman». Der omtales han slik:

Et enkeltstående storstilet romaneksperiment fremkom imidlertid under stor opsigt i slutningen af halvtredserne med Alexandria-kvartetten: Justine (1957), Balthazar (1958). Mountolive (1958) og Clea (1960). Forfatteren, Lawrence Durrell (f. 1912), havde karakteristisk nok tilbragt størstedelen af sit liv uden for England og bl.a. været knyttet til Henry Millers kreds i Paris. Inspireret av relativitetsteorien ville Durrell skrive en ny slags roman, der skulle være frigjort fra afhængigheden af et tidsforløb. I seriens tre første dele behandles den samme «masse» af begivenheder tre gange, men set fra tre forskellige standpunkter, og med meget forskelligartet resultat, afhængigt af den pågældende observatørs placering i spillet. Den enkelte implicerede kan kun overskue en begrænset del af det, og hans opfattelse kan derfor stadig korrigeres. Først i seriens sidste del, Clea, føres handlingen frem i tiden. I modsætning til personerne i en traditionel roman bliver personerne i Durrells «kontinuum» aldrig færdige. De kan stadig belyses fra nye sider efterhånden som nyt materiale føjes til. «Hvorfor skulle mennesker ikke vise mere end én profil ad gangen?» spørges der et sted.
     Durrells plan er original, men det er et stort spørgsmål, om det samme bør siges om udførelsen. Han demonstrerer flere steder en fremragende atmosfære- og stemningsskabende evne, og værket rummer intenst levende og gribende scener, men det er svært at fornemme helheden som virkelig væsentlig og vedkommende. De fortløbende afsløringer af komplicerede politisk-erotiske forviklinger i førkrigs- og krigstidens Alexandria, som skal illustrere virkelighedens relative karakter, minder mest af alt om et kriminalistisk trick- og chokmaskineri. Vi får stadig nye overraskende oplysninger om personerne, spændingen holdes ved lige, men de vokser ikke. De vedbliver at være brikker, forfatteren rokerer med (digteren Pursewarden er et særligt grelt eksempel). Hertil kommer, at den uhæmmede tankeflugt, der er Durrells stil, ikke har indgået nogen forbindelse med kritisk sans. Lange passager fremkalder et indtryk i retning af en losseplads for broget litterært lånegods og klicheer forklædt som dybsindigheder. Naturligvis har Durrell lært av Proust og Joyce, men han når på ingen måde deres niveau og savner ikke mindst deres beherskelse af den betydningsfulde tematiske helhed. Når man ser bort fra den nye idé, ligger hans teknik langt nærmere den, man finder i et eksperimenterende overgangsarbejde af mindre format som Ford Madox Fords roman The Good Soldier fra 1915.

Jo da, jeg ser vel noen poenger her, men for meg som leser veier nok Durrels «fremragende atmosfære- og stemningsskabende evne» og «intenst levende og gribende scener» opp for den angivelige mangelen på tematisk helhet. Alexandriakvartetten er en kjærlighetserklæring både til en by og til en gruppe mennesker, og verket har det jeg vil kalle en «litterær sensualitet» som jeg sjelden har sett andre steder. Den vakre kvinnen som ga navnet til Justine, første bind i kvartetten, het i virkeligheten Eve Cohen. Lawrence Durrell traff henne i Alexandria under andre verdenskrig, og hun ble hans andre kone (han var gift fire ganger). HER og HER er to innlegg i andre blogger, hvor hun omtales.